Giv mig en hånd! (Frem med kniven!)
De sidste par aftner har de haft sendt alle de gode gamle Star Wars-film på TV3. I Episode V sker der det uheldige, at Luke Skywalker kommer op at toppes med den onde Darth Vader, og så sker der det virkelig, virkelig ulækre, at Luke får skåret hånden af. Første gang jeg så det, kan jeg ikke huske, men effekten har altid imponeret mig lidt, selv om den jo nok egentlig ikke er så forfærdelig svær at gøre efter.
Prøv lige at forestille dig at få hugget hånden af på brøkdelen af et sekund! Da min far var barn, drømte han engang, at Djævelen kom med en kæmpestor saks og klippede fingrene af ham, én ad gangen. Og så påstod han, at han aldrig havde haft særlig meget fantasi. I denne sammenhæng kunne man måske også finde på at pege fingre af araberne, som gerne hugger hånden af dig, hvis du hugger noget fra nogen. Så gør du det ikke igen! At få hugget en legemsdel af, det er nok noget af det modbydeligste. Men her kommer Jesus på banen og siger: "Gør det om nødvendigt!"
Men hvad mente Jesus, da han sagde dette? Der sidder sikkert en eller anden galning et eller andet sted i verden, som har taget Jesus lidt for bogstaveligt og hugget sin ene hånd af. Den anden hånd var det nok lidt sværere at komme af med. Her er, hvad jeg tror, Jesus mente: Nogen gange er man nødt til at gøre sig af med det, som gør, at man gør noget forkert. Hvis du hele tiden bliver ledt væk fra Gud af dine venner, så find dig nogle nye venner. Hvis du hele tiden glemmer Gud, fordi du drukner ham i alkohol, så tag antabus og hold en sikkerhedsafstand på 58 meter fra alt alkohol.
Jesus truer ikke mennesker. Han siger "Bliv hos mig!" Forbrydelser betaler sig ikke, de ændrer på os mentalt. Vores dårlige samvittighed bliver svagere, desto oftere vi gør noget dumt. Gud får sværere ved at nå os med sin kærlige stemme, der gradvist vil komme til at lyde som et dominerende brøl fra et ondt monster i synderens øre. Bliv derfor hos Gud ved at afskære dig fristelserne, som leder dig væk fra ham.
Matt 5,29-30:PS. Hvis jeg er for sent på den, og du allerede har skåret hånden af: Opsøg en læge omgående (og tag hånden med)!
Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede. Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; for du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede.
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home